BABYTØJ – Guide for nybagte forældre!
Som nybagt forældre må man sætte sig ind i, hvilke muligheder der er for at finde det rigtige tøj til den lille ny. Babytøj er et omfattende emne, og er nærmest en videnskab.
Hvad er der brug for til min baby?
Hvad har baby brug for af tøj? Hvor meget tøj skal hun have på, når hun leger på gulvet eller sover udenfor i barnevognen? Sommer? Vinter? Hvilke stoffer er de bedste til babytøj? Og hvad med pasformen? Selv erfarne forældre overmandes af usikkerhed ved valg og køb af babytøj. Og det er ikke uden grund. For mens baby allerede meget tidligt kan fortælle med gråd, om hun er tørstig eller sulten, skal hun være fyldt et år, før hun kan gøre opmærksom på, om hun er klædt for koldt eller for varmt på.
Undertøj – Tøj til baby inderst inde
Baby skal have undertøj uden på bleen både dag og nat. Babyundertøj fås som ud-i-et dragt (bodystocking) og som todelt sæt med undertrøje og underbukser. En bodystocking har den fordel, at den ikke skiller på midten, så babys maveskind blottes. En bodystocking giver også baby større bevægelighed i hoften. Forudsat at den købes rigeligt stor, så den ikke strammer, når den knappes mellem benene.
Baby skal have rent undertøj på hver dag, så vælg undertøj der er let at få af og på. Mest almindeligt er ”konvolut”-halsåbninger, hvor du bør gå efter de rummelige af slagsen. Enkelte tøjfirmaer er også begyndt at lave undertøj til baby, som lukkes på maven. Det kan vise sig at være en kærkommen gave, når baby har lavet stort, og bleen ikke har holdt tæt. Så slipper man fo r at trække undertrøje eller bodystocking, som er indsmurt i afføring, over babys hoved.
Undertøj – Bomuld eller uld
Undertøj til baby bør være af 100 procent bomuld eller uld. Begge dele tillader huden at ånde. Forskellen på uld og bomuld er, at uldundertøj kan absorbere op til 30 procent af sin egenvægt og derfor vil føles tør, selv når baby har svedt meget. Babyundertøj af uld er derfor ikke kun velegnet om vinteren, men også i sommermånederne. Ikke mindst til babyer der generelt sveder meget.
Moderne undertøj af uld kradser som udgangspunkt ikke. Men har baby en særlig sart hud, kan du købe undertøj, der er strikket med en teknik, så der er bomuld inderst og uld yderst. Det betyder, at du kan opnå uldens gode egenskaber uden at skulle give baby to undertrøjer på.
Sparkedragter – Babytøj med varme og bevægelighed
Sparkedragten er uundværlig som babytøj. Den dækker krop, arme, ben og fødder og bør være basispåklædning. I hvert fald i babys første måneder. Sparkedragten skal være rummelig, så baby kan bevæge sig. Ikke mindst om fødderne bør den sidde løst. Babyer kan have svært ved at holde varmen på fødderne, men det er nemmere, når sparkedragten ikke sidder helt tæt.
Sparkedragter fås med trykknapper mellem benene. Det letter bleskift. Vælg altid sparkedragter med et højt indhold af bomuld i stoffet. Gerne 100 procent.
Overtøj – Klædt på til lur i barnevognen
Det kan være svært at vurdere, hvor meget tøj baby skal have på, når hun sover udenfor i barnevognen. Et godt råd er at tjekke vejret og tænke på, hvor meget tøj du selv ville tage på og klæde dit barn efter det. I kolde måneder skal baby som udgangspunkt have undertøj, strømper, almindeligt tøj, hue, vanter og overtøj på. Du kan så regulere med en striktrøje eller heldragt af eksempelvis fleece, som tillader huden at ånde. Babyer, som sover ude om vinteren, bør altid have hue på, da den største afkøling sker fra hovedet.
Er du usikker på, om baby har for meget eller for lidt tøj på, kan du mærke efter med en finger på babys krop, når hun har sovet et stykke tid. Babyer, som har for meget tøj på, vil være fugtige i nakken. Nogle får ligefrem varmeknopper, som ligner små myggestik. Varmeknopperne forsvinder dog hurtigt, når baby får mindre tøj på, og her er det måske værd at bemærke, at forældre oftere klæder baby for varmt end for koldt på.
Hvilken størrelse babytøj?
Det kan være svært at finde den rigtige størrelse, når baby skal have tøj. Afhængig af mærke bliver babytøj solgt efter alder, vægt og længde. Dertil kommer, at babytøj solgt efter samme målestok, eksempelvis længde, også kan variere en del, alt efter hvor tøjet er produceret. Det kan være en hjælp at notere babys længde og vægt, men endnu bedre er det at tage baby med, når der skal købes tøj.
Baby vokser hurtigt, så køb tøjet rigeligt stort og have kun få sæt at skifte med. Ellers risikerer du, at baby kun får tøjet på én eller få gange. Får du meget tøj i barselsgave, kan du bytte babytøjet og i stedet få et tilgodebevis. Så kan du løbende købe nyt tøj i babys første leveår.
Pas på kemikalier i babytøjet
Ftalater, triclosan og formaldehyd. Det er svært at få tungen på gled, når stofferne skal udtales. Til gengæld er bivirkningerne til at tage og føle på. Ikke desto mindre har forbrugertest afsløret alle tre stoffer i babytøj af forskellig mærke. De problematiske stoffer, som mistænkes for at forstyrre kønsdriften og fremkalde kræft og allergi, blev især fundet i de tryk, der var på tøjet. Vil du beskytte baby mest muligt mod de skadelige stoffer, kan du følge et eller flere af nedennævnte råd, når du køber babytøj:
- Vask tøjet inden brug.
- Undgå babytøj med plasttryk.
- Køb tøj mærket med EU’s blomstermiljømærke. Det må ikke indeholde udskældte stoffer.
- Sørg for at baby ikke tager tøj med plasttryk i munden.
- www.barneguiden.dk
- www.naturesource.dk
- http://www.oestrogen.dk/show_page.asp?PageID=6271
- http://www.miljoeogsundhed.dk/default.aspx?node=3636
Mere viden om babytøj
Har du brug for flere råd og nyttig viden om babytøj, kan du gøre brug af følgende links:
3 Kommentar(er)
Af Sandra den 2. feb, 2009 | Svar
Er lidt i tvivl om baby skal have bodystocking eller todelt undertøj på når navlestumpen stadig sidder på? Er det bedst med todelt undertøj, så navlen kan stikke ud, eller er det bedre med en heldragt, så navlen er beskyttet?
På forhånd tak
Sandra