Boganmeldelse: Under en strålende sol, af forfatteren bag Drageløberen

Farvel Harry Potter, goddag Afghanistan. Under en strålende sol strøg direkte ind på min førsteplads. Endnu et pragteksemplar af en bog fra Khaled Hossieni. Og jeg blev ikke skuffet.




Boganmeldelse: Under en strålende sol, af Khaled Hossieni:
Mariam er uægte barn efter en rigmand og en tjenestepige. Hun bor hos sin mor og får kun en enkelt gang i ugen besøg af sin far, der, på trods af sin skam over hende, giver hende gaver. Mariam forguder den rige mand, og hendes største ønske er at bo hos ham. Men da moderen en dag tager livet af sig selv, går drømmen i opfyldelse, og virkeligheden viser sig at være af en helt anden skuffe. Mariam giftes snart bort til en meget ældre skomager, Rashid, og her er livet ingen dans på roser.
Hun kan hverken tilfredsstille sin mand med sine huslige evner eller seksuelt, ligesom det aldrig lykkes hende at føde ham en søn.
Og en dag møder Rashid en ny ung pige, Laila, som han gifter sig med.
Laila mistede sine forældre i et af de mange voldsomme bombardementer i Kabul. Men med årene lægger dunkle skyer sig over begge kvinder, og midt i mørket overgår sammenhold den misundelse Mariam besad mod den unge pige.
I Talibans styre kan man hverken blive skilt eller flygte, når man er kvinde. Men hvor længe kan de udholde og overleve mandens ydmygelser og grove vold?

Denne virkelighedsnære historie i Under en strålende sol er ren kunst. Den er hård, forfærdelig og livsbekræftende på én gang. Det ene øjeblik griner man, det næste triller tårerne ustoppeligt ned ad kinderne.
Historien overrasker igen og igen, og man ønsker inderligt at kunne gøre livet nemmere for de fiktive personer.
Mange af emnerne går igen fra Drageløberen. Venskab og kærlighed. Samfundets undertrykkende og splintrende adfærd. Skam. Klasseforskelle. Og menneskers følelser og reaktioner – på godt og ondt.
Sproget er fængende, følsomt og beskrivende, og man udvider sit ordforråd på pashto ved de mange afghanske ord, der har sneget sig ind.

Jeg elskede den. Kvindernes skæbne hos den frygtelige mand påvirkede mig mere end drengenes historie i Drageløberen. Derfor var bogen på ingen måde skuffende, og jeg vil med garanti læse den endnu engang – ligeså hungrende, ligeså rørt. 6 dobbeltdobbeltstjerner til Under en strålende sol af Khaled Hossieni.

3 tanker om “Boganmeldelse: Under en strålende sol, af forfatteren bag Drageløberen”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *