Hvordan Får Man Lettest Lov Til At Låne Penge Til En Bolig?

I disse dage er der mange familier og par der får afslag på deres låneansøgning når de gerne vil købe et nyt hus eller en ny lejlighed. Der kan være mange grunde til disse afslag, men du kan selv gøre nogle enkle ting som vil forbedre din mulighed for at få et lån til bolig. I bund og grund er et boliglån ikke andet end en forretning mellem dig og banken/realkreditinstituttet og den forretning skal være til fordel for begge parter for at blive til noget.




Lav et budget

Det lyder måske meget enkelt at du bliver nødt til at have lavet et godt og gennemarbejdet budget inden du møder op i banken, men du vil blive overrasket over hvor mange der ikke har gjort sig den ulejlighed. Ideen med budgettet er for det første at kunne vise banken, at der er penge nok til at økonomien kan hænge sammen selvom de giver dig/jer et boliglån. Hvis et nyt lån vil gøre, at I ikke har råd til mad, forsikringer, børnepasning, uforudsete udgifter mv., så øges sandsynligheden for, at I ikke vil betale banken sine penge tilbage.

Den anden grund til at du skal lave et budget er, at ved at lave denne øvelse, forudsat at det ser fornuftigt ud, så viser du banken at du er en person med styr på din økonomi. Generelt er folk med styr på økonomien gode betalere fordi de oftest kan forudse hvis der kommer til at mangle penge i fremtiden, og handle derefter. Mange mennesker der ikke har et budget har ikke et overblik over hvornår deres regninger skal betales og de bliver derfor hurtigt overraskede når f.eks. den årlige forsikring skal betales eller når licensen falder ind af døren.

Vis at du kan spare op

Ikke at spare op er et stort problem for rigtig mange mennesker der vil låne penge til et nyt hus eller lejlighed. At vise et overskud i økonomien så der er rum til at spare op, er et klar signal på overblik og styring af den private økonomi. Den slags kan banker rigtig godt lide.

Hvis du derimod bruger alt hvad du ejer og har hver måned, så ligner du ikke en god forretning i bankens øjne. Hvis du har fået en vane med at bruge alt hvad du har (uanset om du tjener mange penge eller ej), så skal der gode argumenter til at overbevise banken om at du sagtens kan stoppe fra den ene dag til den anden. Handling vil til enhver tid tale meget højere end ord. Så for din egen skyld må du hellere komme i gang med opsparingen i dag.

Opsummering

At lægge et realistisk budget og at vise, at I kan spare op gennem en længere periode er to sikre måder at forbedre jeres chancer for at få et lån. Spørgsmål er om du vil tage disse råd til dig? Mange ved det godt, men gør det ikke alligevel og ender med at få afslag på afslag.

En tanke om “Hvordan Får Man Lettest Lov Til At Låne Penge Til En Bolig?”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *