Man skal passe på med at romantisere militær

Et gammelt råd siger, at hvis man fortæller tre mennesker, at de skal i krig, og at to af dem med største sandsynlighed ikke vil overleve, så vil de hver især kigge på de to andre og tænke, at det var en skam for dem.

Det er en sund indstilling at have på sin vis, fordi man tror, man kan klare det, men man skal også være realistisk omkring det med militæret og krigssituationer, for der er lidt for mange mennesker, der har set for mange film og tror, de kan klare det hele og overlever til sidst – uden traumer.

Oftest hører man faktisk, at de fleste udsendte ville ønske, at de selv var døde i krig, så de ikke skulle leve med det posttraumatiske stress, som de sidder med nu og føler måske endda også skyldfølelse over, at de overlevede, mens de andre døde.

De døde kan ikke føle, men de overlevende skal leve videre med, hvad de har set og oplevet, og for mange bliver det et levende mareridt at skulle fungere i det normale liv igen, hvor ingen eller få forstår, hvad de har været igennem.

Derfor er der også en grænse for, hvor gammel man må være, hvis man skal være værnepligtigt, for det er alt for svært at overbevise ældre mennesker om, at de nok skal kunne overleve alt, og vi er mere kritiske, end de unge mennesker er.

Man skal nemlig i den slags tilstande være ung og tro, at man kan overleve alt, før man selv får døden tæt ind på livet og mærker, at det hele er skrøbeligt og let forgår.

Dog kan man sagtens øve sig selv, hvis man nu selv skal være klar på en invasion i en ældre alder ved at købe noget korrekt og passende militærtøj, for hvis der skulle komme en invasion, skal vi alle være parate til at gå i krig uanset alder.