GRUNDCREME

Opskrift til hjemmelavet grundcreme som naturkosmetik: Det er meget let at lave sin egen creme og lotion. Det kræver ikke både termometer og flere forskellige gryder, mange ingredienser og avancerede opskrifter. Du kan lave en creme på et kvarter – eller mindre, når du bliver rutineret.





En creme består grundlæggende af vand- og olieopløselige ingredienser. Vand og olie vil normalt skilles, men man bruger emulgator til at få det til at hænge sammen. Derfor er det nogle specielle fedtstoffer, der skal bruges, nemlig MF-fedt og VE-fedt. Lanettevoks bruges til at stabilisere cremen med. De er heldigvis langtidsholdbare. Hvis du køber ind, så skal du gennemgående beregne dobbelt så meget MF-fedt som VE-fedt og lanettevoks. Det veksler lidt fra opskrift til opskrift, men i det lange løb passer det: Køb 200 gram MF-fedt, når du køber 100 gram VE-fedt.

Nødvendige redskaber til grundcreme:

  • En helt ren, lille gryde
  • Et piskeris – helst et spiralpiskeris i passende størrelse
  • En kogeplade eller et komfur

Ingredienser til en grundcreme eller lotion:

  • VE-fedt
  • MF-fedt
  • Lanettevoks
  • Demineraliseret vand
  • Glycerin
  • Atamon eller andet konserveringsmiddel

VE-fedt, MF-fedt og lanettevoks er vegetabilske og spiselige fedtstoffer. VE og MF bruges som nævnt som emulgator – hvis du ikke bruger emulgator vil cremen skille, ligesom når du ryster en olie/vand-dressing. Lanettevoksen bruges til at give cremen konsistens. De tre fedtstoffer købes hos Urtegården eller hos en anden leverandør af ingredienser til naturkosmetik.


Demineraliseret vand har du måske i forvejen til strygejernet. Det er billigere at købe det på tankstationer end i supermarkeder/Matas. Du kan også bruge almindeligt postevand, men så er der større risiko for, at cremen mugner. Men det kan lade sig gøre, f.eks. hvis du vil lave creme på basis af en urtete.


Glycerin er et flydende sukkerstof. Det tilfører huden fugt og fordamper ikke som vand gør. Det kan købes mange steder, f.eks. Matas, men hvis du vil have, at det skal være vegetabilsk, skal du købe det hos Urtegården eller en tilsvarende leverandør.


Atamon er et konserveringsmiddel, der anvendes meget i husholdningen f.eks. til syltningen. Det er billigt og fås i supermarkeder. Du kan også vælge et andet konserveringsmiddel, eller du kan lave cremen helt uden konservering. Så skal den bare opbevares i køleskab og bruges inden for en uge. Hvis du har hygiejnen i top, når du laver creme og bruger konserveringsmiddel, kan din creme holde sig lige så godt som de industrifremstillede og i hvert fald et år.

Grundopskrift:

  • 10 gram VE-fedt
  • 10 gram lanettevoks
  • 20 gram MF fedt
  • 200-250 ml. demineraliseret vand

De fire ingredienser smeltes sammen til knap kogepunktet i en gryde under stadig omrøring.


Der slukkes for varmen. Og så tilsætter man


10-20 ml. glycerin


2 ml. Atamon (0,5% af den samlede crememængde skal være Atamon, så hvis du regulerer på de øvrige ingredienser, skal du lige tjekke, om der stadig er nok Atamon til at konservere grundcreme). Eventuelt øvrige tilsætningsstoffer, læs om disse her: Tilsætningsstoffer


Der røres til cremen er kølet af til stuetemperatur. Så hælder du den på krukker eller flasker.


TIP 1: Lotion er creme med mere vand i. Lotions er billigere end creme, fordi man betaler for ekstra destilleret vand.


TIP 2: Hvis du halverer opskriften og sjusser dig frem med mængden af glycerin, kan du undlade Atamonen og smøre hele familien ind i nylavet creme. Det tager kun 10 minutter, når man er vant til det. Lun, ukonserveret creme er dejligt.

Links til vores artikler om naturkosmetik:

Liste med relevante links

Vigtige generelle forbehold: Vi påtager os intet ansvar i forbindelse med din eller andres fremstilling og brug af råd og opskrifter hér fra siderne. Alt er på eget ansvar, og hvis du er i tvivl om sikkerhed eller virkninger, opfordrer vi dig til at rådføre dig med de rette autoriteter på området inden du helt på eget ansvar eventuelt forsøger dig med opskrifter, anvendelse mm.




8 tanker om “GRUNDCREME”

  1. hej
    jeg har et spg. jeg har lige lavet en grundcreme fra urtegården men når jeg ser jeres opskrift på grundcreme er der slet ikke olie i ex. tidselsolie el. lign. skal der ikke det i ??
    hilsen Hanne

  2. Hanne: Du kan vælge at tilsætte tidselolie eller andre ingredienser helt efter egen smag og behag. Nogle vælger olivenolie, men det er ret fedtet, jeg vil også foretrække tidselolie, som trænger hurtigt ind i huden. Du kan også tilsætte sheasmør, aloeverajuice eller andre virkende stoffer.

  3. det vil jeg så prøve.. hvornår skal man putte sheasmør i cremen..er det sammen med de andre ting…eller er det uder afkøling..

  4. jeg har lavet cremen flere gange og den er super har sjusset mig lidt fremtil olie, tinktur og æteriske olier. men denne gang er den blevet lidt grynet og optages ikke rigtigt af huden hvad kan jeg ha`gjort forkert???? mvh signe

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *